Bomløs, Læderbom, Fleksibel sadel eller Bomsadel

Hvad er forskellen?

Jeg bliver tit spurgt hvad forskellen er på bomløse sadler og sadler med læderbom eller fleksible sadler.

Jeg har i flere år solgt Balounsadlerne som bomløse sadler og Hidalgosadlerne som sadler med læderbom. I princippet er det vigtige i den sammenhæng - hvor fleksible sadlerne er!

Forskellige sadelmærker har markedsført deres sadler som fx sadler med læderbom for at understrege, at sadlerne er "mere sadler" end man umiddelbart tænker om bomløse sadler. Formentlig for at gøre sadlerne mere "seriøse" og give folk et billede af, at det er en sadel, der ligner en sadel og ikke en pude-agtig tingest...

Betegnelsen "bomløs" beskriver, at sadlen ikke har en bom, som man plejer at have i en sadel.

Traditionelt er en sadel bygget op over en bom af træ. I nyere tid er den ofte erstattet af forskellige former for kunststof, der er mere eller mindre fleksibelt. Bommen er dog ret fast og har en fast facon, hvorfor det er utrolig vigtigt at vælge en sadel med en facon, der meget præcist passer til hesten. Man kan desværre ikke altid se på en sadel, præcis hvilken facon bommen har inde i sadlen.

Bomsadler har altid et kopfjern. Det er den faste del i sadlens forsvidsel, der bestemmer, hvor bred sadlen er, og hvor meget luft, der vil være over manken. I mange sadler kan kopfjernet skiftes ud, så man kan ændre bredden på sadlen.

En bomløs sadel kan sagtens have et kopfjern - enten indvendigt, som man kender det fra bom-sadler, eller som en udvendig bøjle eller kant forrest på sadlen.

Mange bomløse sadler er bygget op som en helt blød konstruktion på en flad underside uden sadelpuder på, men det behøver de ikke være. - Balounsadlerne fx er bygget op omkring et sæt sadelpuder, der er stoppet med forskellige slags skum. Noget fastere, der holder facon og tykkelse og noget lidt blødere ned mod hesten. Endelig ligger der øverst i hver sadelpude en skive kunststof, der er fleksibel, men alligevel udgør en slags fast plade, som man ikke kan trykke fx stigremsophænget igennem, og som fordeler rytterens vægt bedre end en helt blød sadel gør. Den tilpasser sig hesten fra gang til gang og kan sagtens bruges på flere forskellige heste, uden at tage facon efter hesten. Baloun markedsfører sadlerne som fleksible sadler.

En sadel med læderbom har en bom, der er bygget op af læder. Den kan være fast eller fleksibel afhængig af hvor tykt læder, og hvor mange lag læder, man har bygget bommen op af. En læderbom vil typisk tage form efter den hest, man bruger den på. Lidt ligesom et par lædersko vil forme sig efter ens fødder efter nogen tids brug. 

Hidalgosadler er bygget op over et stykke forstærket læder med et opbygget sæde, og sadelpuderne er sat på med velcro. Producenten markedsfører dem som sadler med læderbom.

Det jeg personligt synes, der giver mest mening at tale om, er, hvor fleksibel sadlen er. Eksemplerne ovenfor siger ikke spor om, hvor fleksible sadlerne er, eller hvor god bevægelsesfrihed hesten får.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at sætte de forskellige sadler ind på en skala over fleksibilitet, hvor en ride-on-pad ligger i den ene ende af skalaen, og bomsadlerne i den anden.

For at give et eksempel kunne jeg lave en skala over en række kendte (og måske mindre kendte) fleksible sadler:

Ride-on-pad/lammefætter - Barefoot - Sensation - Contact-sadler - Zenobia - Baloun - Hidalgo/ Diva/Branderup osv - Butterfly - Trekker/Maxflex - Bomsadel med fleksbom - alm bomsadel.

Fleksibiliteten alene er dog ikke nok til at sige om det er en god sadel til den enkelte hest og rytter. Man skal uanset sadel altid kigge på, om sadlen giver hesten tilstrækkelig god bevægelses- og skulderfrihed, om sadlen bliver for lang, om manke og torntappe er fri for tryk, om balancen i sædet placerer rytteren korrekt over hesten, og endelig om rytteren får en opstilling så vedkommende har en chance for at sidde og indvirke korrekt. Der er mange flere detaljer at tjekke for korrekt sadeltilpasning, men bare for at sige, at der er mange faktorer der spiller ind, selvom sadlen er fleksibel eller bomløs. - og det vigtigste er altid at se på, hvordan hesten reagerer på sadlen. Alle ting, som man fysisk kan bedømme sig frem til kan vise sig at blive forkastet, hvis hesten ikke bryder sig om at have sadlen på ;-)

Når man snakker bomløse sadler, er der i øvrigt en meget udbredt praksis, som jeg gerne vil til livs - nemlig at bomløse sadler gerne må være for lange. Det mener jeg ikke de må. Mange af de bomløse sadler er ikke så bløde, at de ikke lægger et tryk helt bagest på sadlen - og nogle placerer rytteren meget langt bagude på hestens ryg. Jeg har set flere heste med for lange bomløse sadler med gevaldige spændinger i lænden. 

Uanset hvilken sadel, man vælger, bør man altid følge reglerne for god sadeltilpasning og almindelig sund fornuft!

Derudover er der nogle ekstra ting man bør kigge efter, hvis valget falder på en bomløs sadel. De tidligste bomløse sadler ligner ikke rigtig almindelige bomsadler, og de har/havde nogle detaljer i opbygningen, som ikke var 100% fordelagtige for at give hesten den bedste sadeloplevelse. Det er selvfølgelig punkter man skal være opmærksom på, når man vælger sadel til sin hest:

Det er vigtigt at være opmærksom på om stigremsophænget sidder i en rem henover rygraden, og dermed kan lave et tryk på torntappene, når rytteren træder i stigbøjlerne eller ligefrem rider letridning.

Det er også vigtigt, at sadlen er så tilpas polstret under stigremsophænget, at selve stigremsophænget ikke trykkes ned i hesten.

Det samme gør sig gældende for ophænget til gjordstropperne.

Derudover er det vigtigt, at sadlen enten er opbygget så manke og torntappe ligger fri og ikke trykkes af sadlen, eller man bruger et trykfordelende underlag, der gør manke og torntappe fri. - det skal tjekkes med en rytter på, og helst både hvor rytteren står i bøjlerne, og når vedkommende sidder godt ned i sædet, da de fleksible sadler typisk sætter sig noget, når der kommer en rytter i sædet.